Nyhedsbrevarkiv

Retur til nyhedsbreve

December 2015

Der er sket så meget i år, at det har været lidt svært at sortere.
Men det største af alt har været at følge Martin på sin cykeltur fra Danmark til Indien. Alene på sin cykel med fuld oppakning i regn og blæst, solskin og 40 g. varme. Vi fulgte Martin på internettet hvor han flittigt ”skrev” om turen. Over 9.000 km. blev det til.
Martin fik indsamlet 82.160 kr. Pengene skal alle bruges til børnenes skoler, bøger og uniformer. Han fik en fantastisk modtagelse af 300-400 børn der alle flagede med indiske flag. Derefter stod det på MEGA flot underholdning af vores børn.
Vi har bygget en lille mur omkring vores jord. Det var blevet nødvendigt, da naboerne efterhånden pløjede længere og længere ind over vores skel. Det afstedkom en masse bøvl og ballade, hvor vi truede hinanden med politi og advokat. Jeg havde heldigvis kvitteringer og billeder som bevis. Det endte godt.
1. november flyttede 5 af vores store drenge til Gaya, ca. 10 km. fra os. De skal et år eller 2 stadig gå i skole, derefter prøver vi at få dem ind som elektriker, mekaniker osv. – alt afhængig af evner og lyst.
De 4 unge i Ranchi har det godt. Deres studier går planmæssig. Indtil nu har de bestået alle deres prøver. Har stadig fokus på at læse til ingeniører og komme inden for bankverdenen. Ligeledes går det fint med Saswati, som læser sygepleje. Andre 7 piger er kommet på en skole med højere krav. Det var deres store ønske, som her blev opfyldt.
Vi har været forskånet for egentlige sygdomme, undtagen fra 2 af vores
børn. Begge har haft tilbagefald af TB, Rahul har klaret det fint, men det har været utroligt hårdt for Guria. Vi har måttet overføre hende til privathospitalet i Ranchi, som tidligere. Her gav lægerne hende en meget lille chance for overlevelse. Nu hjemme igen, svag – men i bedring.
Der kommer daglig én inden for den private sygepleje og tilser hende.
Vi mangler stadig de sidste papirer før vi må begynde at bygge. Håber meget at vi får dem i det kommende år.
En stor TAK for hjælpen til mine dejlige børn, sammen gør vi en forskel.
I ønskes en rigtig glædelig jul, samt et godt nytår.
HUSK….der kommer kontingent i januar måned.
Kærlig hilsen
Yrsa S. Grüning

December 2014. Nyhedsbrev.

Vi har haft et rigtigt godt år. Først og fremmest har vores TB barn, Guria overlevet. Hun er stadig i behandling, kan endnu ikke klare at komme i skole, får let undervisning derhjemme, er en rigtig glad pige.
5 af vores store børn er i Ranchi, hvor de skal læse videre. Ranchi er en stat ca. 8 timer væk fra os. En er kommet på sygepleje -skole. Alle kommer på ferie hjemme, når der er en mulighed. I starten savnede de børnehjemmet så meget at der skulle ringes til dem om aftenen, men nu går det meget bedre.
Vi har høstet flere gange på vores jord, dejligt at vi er med til at forsørge os selv. Selvfølgelig kan vi ikke brødføde os alle. Vi har 73 børn nu. Der er kommet nogle flere forældreløse børn til. Af medarbejder har vi nu 14.
Der er kommet flere flotte donationer til os, både mindre, mellem og store. Den største er en på 60.000 (fra et bryllup.)
Af medlemmer har vi rundet de 330. Næsten alle børnene har faddere eller skolefaddere.
Tak for jeres hjælp til Sunway`s børn.
I ønskes hver især glædelig jul samt et godt nytår.
Kærlig hilsen.
Yrsa ♥

Nyhedsbrev juni 2014

Inden for det sidste halve år, der er gået, er der igen sket en hel del.
Det værste har været, at vi har været tæt på at miste Guria. Hun havde tuberkulose, da hun kom til os, og har været plaget af det efterfølgende.
Hendes tilstand har været meget svingende, og omkring marts blev hun så syg at hun måtte opereres i brystkassen. Det gik godt, men pludselig fik hun tilbagefald, blev afvist på hospitalet, fordi hun var så syg, at de ikke mente, hun ville overleve.
Hun blev fragtet videre til Patna, vores hovedstad ca. 6 timers kørsel fra os, ad bum-leveje, heldigvis var hun meget lidt kontaktbar, så hun mærkede ikke så meget til strabadserne. Her blev hun også afvist af samme årsag.
Shambhu, vores leder kendte en mand som arbejde på et ret stort hospital i hans stat, Rhanci. Afsted så hurtigt det kunne lade sig gøre, og her blev hun indlagt på intensiv, meget dårlig. Der var mellem 5-10 % chance for at overleve. Hun lå på den-ne stue i ca. 3 uger og kæmpede for sit liv. HUN OVERLEVEDE!
Det første hun sagde, da hun vågnede op var ”Jeg vil gerne hjem”. Det er bare så dejligt at fortælle, at hun er hjemme nu, afkræftet, men en meget glad pige.
Tak for økonomisk hjælp til hende.
Vi har fået planeret vores jord, så der ikke er de store skrænter, derved har vi også fået jaget de fleste slanger væk, som boede der. Ligeledes har vi høstet grøntsager, kartofler og hvede. For nuværende er vi ved at plante ris, da regntiden så småt er ved at begynde.
Der er blevet plantet 20 frugttræer, en donation fra en japansk kvinde, og der er blevet købt en stor havetraktor med redskaber til for de penge, som 10-års jubilæet indbragte (lidt over 16.000 kr.).
Vores 3 store drenge har afsluttet 10. klasse. Resultatet har været fantastisk. 10 er
den højeste karakter, du kan få. De lå fra 8-10. Så endnu 2 er draget til staten Rhansi. Det er også her Animesh læser. De bor nu på samme Hostel.
Den 3. dreng skal gå på en skole nær os.
Vi mangler at få resultaterne fra de 3 store piger.
Med hensyn til at få bygget på vores jord er det en meget stor udgift. Vi har ikke så mange penge endnu, men vi vil så småt starte op næste år.
Vores ko har desværre tabt kalven, den kunne ikke klare varmen. På et tidspunkt var der 47° C. Men selvom den har stået beskyttet med halvtag over sig, har det været for varmt for den. Året har været helt ekstremt m.h.t varmen.
15 af vores børn er begyndt på en musikskole, hvor de lærer at spille på tromme. Det er lidt unikt, at nogle of vores piger er iblandt disse, men jeg glæder mig over, at de kan vise vejen frem for andre piger.
Vi bruger stadig yoga, meditation, musik og dans i vores hverdag. Dette, mener jeg helt bestemt, er noget af det, som hjælper vores børn, som jo alle kommer med for-skellige traumer.
Vi har fået 3 nye forældreløse børn, mangler at få fat i en lille broder ca. 2-3 år. Vi har hans storesøster som er et par år ældre.
Alle jer, som støtter op om Sunway, takker jeg af hjertet mit.
I er med til at give børnehjemmets børn et godt liv.
Jeg ville ønske, at I kunne se deres glæde, deres smukke livlige øjne, og den følelse af ro og harmoni, som de får, når de kommer til os.
Hver og en ønskes en rigtig god sommer.

Yrsa Grüning

NYHEDSBREV DECEMBER 2013

Sunway Children har haft et år, hvor meget er sket.
Det værste var, at vi mistede vores hjertebarn Rita.
Hospitalet kunne ikke stoppe hendes indre blødninger, og man ved ikke rigtig, hvad grunden var, til at hun blev så syg.
Hun nåede ikke at blive obduceret, fordi familien hentede Rita. Det er skik og brug i Indien at blive brændt hurtigt, efter at døden er indtrådt.
Og så blev vores lille Jasmin påkørt af en motorcykel lige udenfor skolen, der stak af fra ulykkesstedet. Jasmin blev kørt til hospitalet og blev syet flere steder i hovedet, bl.a. rundt om sit venstre øje, men heldigvis er hun helt OK i dag.
Vi har fået bygget lidt mere på vores jord. I alt har vi nu 3 småhuse samt et hus til vores elinstallationer.
Vi har ansat en ekstra medarbejder til jorden. Det var ikke nok med kun én til al den jord.
Lige nu står kartoflerne meget fint, og vi har også sat hvidløg, tomater og peberfrugter.
De indkøbte store kyllinger, som skal bruges til at lægge æg, blev desværre reduceret med 3 stk. allerede den første dag, sandsynligvis pga. slanger, så nu er kyllingerne bag ståltrådsnet.
Vore to unge kvinder, som er blevet gift (godt gift!), den ene sidste år, den anden for knap tre år siden, har endnu ikke fået børn.
De vil være med til at vise landsbybeboerne, at de ikke behøver at gifte deres børn væk som 12-årige og det er dejligt at se, at der sker sådan noget, når vores børn får en god skolegang.
Fire af de store piger skal op til prøver her til foråret. Består de, skal de to af dem på college, og de andre to skal på en form for sundhedshjælperskole. Det varer 2 år og foregår under den katolske kirke. De kan så blive ansat af staten for at arbejde med rådgivning om hygiejne og børnebe-grænsning m.m.
Det går godt med Animesh, vores store dreng, som gerne vil være læge. Det var lidt svært for ham i begyndelsen at bo så lang fra børnehjemmet, men nu går det godt. Han studerer meget målbevidst og klarer sig særdeles godt.
Nogle af vore store drenge har lagt sig overskæg til, for de mener bestemt, at de er ved at være voksne … så de bruger at barbere sig ligesom Shambhu. Det er ikke til at forstå, at tiden går så hurtigt.
Der kommer en invitation senere her i december. Skriv allerede nu dagen ind i jeres kalender. Det er den 11. januar 2014
Husk at forny jeres medlemskab i januar.
I ønskes alle en rigtig glædelig Jul samt et godt Nytår – med en stor tak for jeres støtte.
KÆRLIG HILSEN
YRSA

NYHEDSBREV JULI 2013.07.17

SIDEN ÅRSSKIFTET ER DER SKET MEGET.
VI HAR FÅET BYGGET 3 SMÅ HUSE, OG FÅET EN FAMILIE TIL AT BO DER, SOM SER EFTER, AT JORDEN BLIVER PASSET.
LIGELEDES HAR VI FÅET LAGT VAND OG EL IND.
DETTE HAR VÆRET NOGET AF ET PROJEKT, DA DER HVERKEN VAR MASTER ELLER NOGEN FORM FOR KLOAKERING.
DER SKULLE 3 VANDBORINGER TIL, FØR AT DET LYKKEDES AT FÅ VAND. DE ANDRE 2 BORINGER RAMTE EN KLIPPEBLOK OG EN LOMME..
VI HAR FÅET HØSTET HVEDE. DET HAR GIVET TIL ET HALVT ÅRS FORBRUG. MEGET SNART SKAL DER PLANTES RIS, OG FLERE FORMER FOR GRØNSAGER.
DET ER DEJLIGT, AT VI NU ER BEGYNDT AT KUNNE VÆRE MED TIL AT FORSØRGE OS SELV, SPECIELT DA PRISERNE FOR FØDEVARER HELE TIDEN STIGER.
ANIMESH, EN AF VORES STORE DRENGE, ER REJST TIL RANCHI, I DEN STAT HVOR SHAMBHU`S FAMILIE BOR. HER BOR HAN NU PÅ HOSTEL OG BEGYNDER SNART PÅ COLLEGE. HAN ER FALDET GODT TIL OG ER MEGET GLAD FOR AT BO DER. MÅLET FOR HAM ER STADIG, AT HAN VIL VÆRE LÆGE, MEN TING KAN ÆNDRES NÅR HAN KUN ER 16 ÅR.
NÆSTE ÅR STØDER DER 2 AF VORES PIGER TIL. DEJLIGT AT VI NU ER NÅET SÅ LANGT AT MÅLET MED BØRNEHJEMMET ER AT GIVE DEM ET BEDRE LIV – OG DERMED FREMTID. BØRNENE ER GODT KLAR OVER, HVILKEN CHANCE DE HAR FÅET, OG DE GØR EN KÆMPE INDSATS I DERES SKOLEARBEJDE.
REGNTIDEN HAR I INDIEN KOSTET MANGE MENNESKELIV. VI HAR VÆRET HELDIGE, AT DER IKKE HAR VÆRET STØRRE OVERSVØMMELSER I VORES OMRÅDE.
ALLE BØRN I SUNWAY CHILDREN HAR HAFT DET GODT. DER HAR VÆRET LIDT FORKØLELSE OG ENKELTE HUDPROBLEMER, MEN DET ER OVRE NU.
DER ER BLEVET OPSAT BRUSERE OG LAVET TOILET PÅ 1. SAL, SAMT OPSAT EN BEHOLDER TIL AT LAVE VARMT VAND I.
ALT I ALT GÅR DET STILLE OG ROLIGT FREMAD.
PROJEKTET VAND OG EL KOM TIL AT KOSTE LIGE KNAPT 38.000 KR. TAK FOR JERES BIDRAG TIL DETTE! I DENNE MÅNED BLIVER DER PLANTET BANAN- MANGO- APPELSIN- OG CITRONTRÆER.
TAK OGSÅ TIL DE DAMER, DER SYR OG STRIKKER TIL OS.
I ØNSKES EN RIGTIG GOD SOMMER.
EN KÆRLIG HILSEN
TIL JER ALLE FRA YRSA

Nyhedsbrev december 2012.

Året rinder på hæld – et år, der har budt på mange forhold i vores projekt. Vi har fået samlet børnene i et større lejet hus.
Igennem længere tid har de ønsket at være samlet, det er nu lykkedes.
De flyttede ind sidst i marts. Huset var endnu ikke færdigt, så den stod på byggeri og regntid – og dermed også noget mere rod end sædvanligt.
Heldigvis blev huset bygget færdigt efter regntiden. Vi fik endnu en ko forærende, som støttegruppen i Ålborg har været indsamler for, så der blev udvidet i det allerede eksisterende kohus.
Det er vigtigt, at dyrene er inde om natten, ellers er der stor risiko for, at de bliver stjålet. Børnene klarer sig godt i skolen. Flere af dem ligger langt over gennemsnittet. Men ét er fælles for alle vore børn: de er meget flinke til at læse lektier. I regntiden opstod der igen i år fugleinfluenza. Denne gang var der ca. 30 børn i området som døde. 3 af vores børn blev smittet, 1 rigtig sløj og 2 i mindre grad.
Alle 3 har det fint nu.
Lægerne sagde at de klarede det så fint, fordi deres almindelige helbredstilstand var god. De store børn er begyndt at finde frem til, hvad de gerne vil uddannes til. De fleste vil på universitet. Det bliver rigtig spændende at følge. Vi har sat det første spadestik i vores egen jord. Det har været noget af en omgang, da jorden ikke har været rørt siden 2005.
Der har været 10 mand i gang over længere tid for at fjerne træer og buske. Derefter skulle der planeres, pløjes og harves.
Vi skal ha lagt el og vand ind, så der kan blive vandet når de næste afgrøder skal i jorden.
For nuværende har vi sået hvede i det stykke jord, som er færdigbehandlet. Vi skal også have lagt el og vand ind, så de næste afgrøder kan blive vandet. Indtil da har vi fået lov til at købe vand af naboen. Vi har bygget en lille forvalter bolig, hvor jeg har ansat en mand (social arbejder) som har forstand på landbrug. Ham har jeg kendt siden 2006, hvor jeg mødte ham i forbindelse med frivilligt arbejde. Han og hans familie er flyttet ind. Det er vigtigt, at vi har nogen til at bo der, da vi ellers ikke har kontrol med jorden. Vores store ønske er nu at få samlet så mange penge sammen, at vi lige så stille kan påbegynde bygningen vores eget børnehjem.
Alle priser stiger stadig dernede. Igen i år er fødevarerne, gas og benzin steget med ca. 15 %. Det betyder at vi skal bruge flere penge hver måned. Det har været vigtigt for mig at finde min efterfølger, da jeg i år har været alvorligt syg. Igennem årene har jeg selvfølgelig været på udkik efter en sådan. Valget faldt på Jens Erik Rasmussen, han har igennem de sidste 4-5 år været tæt inde omkring børnehjemmet, både regnskabsmæssigt og som værende der i flere uger af gangen.
Jens Erik Rasmussen er tillige med i Hundige-Ishøj Rotary Club, som er vores hovedsponsorer. Mine “danske” børn står bagved projektet, som skal køres videre i samme ånd som det er startet. Ligeledes har Miniature igen i år sponseret en masse tøj, deriblandt varmt vintertøj. Det er der megen brug for, da det om vinteren kan komme helt ned på 6-10 grader. Det er rigtig koldt når der ikke er glas i vinduerne, men kun myggenet.  Jeg vil gerne sige hver enkelt, som har støttet Sunway Children, tak.
I ønskes en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. I januar kommer der medlemskontingentopkrævninger ud til jer.
Kærlig hilsen  Yrsa S. Grüning

Nyhedsbrev juli 2012.

Meget er sket siden sidst.
Hvor vi i flere år har måttet dele børnene på 2 børnehjem pga. pladsmangel, har vi nu fået lejet et stort hus, hvor de kan være alle sammen. Dette er til stor glæde for både børn og voksne.
Vi har nu fået de resterende papirer til vores jord, så når der kommer danskere ned til august begynder planering af jorden samt indhegning. Det koster penge men vi har fra koncerten med Klaus & Servants via Hundige-Ishøj Rotary fået 49.800 kr. En del af disse penge har klubben selv skaffet.
I sommermånederne har vi ingen danskere haft på børnehjemmet, da varmen er næsten ulidelig. Den har været oppe omkring midt i 40’erne.
Vores børn har gjort en kæmpeindsats i deres skolearbejde. Vi har haft ekstra lærere på, da det er så vigtigt, at deres skolegang bliver så optimal som mulig. Ellers har de ikke store muligheder for et godt liv.
3 af vores store piger har bestået deres 10. klasse eksamen med meget fint resultat. Så nu kan de gå videre på College. Det bliver i nærheden af Gaya. Det er for langt til at de kan cykle, så vi bliver nød til at sende dem med Tuk Tuk.
Der har været fugleinfluenza i vores område 6 af vores børn blev smittet. Især en af dem var meget syg. Heldigvis har han det godt nu.
Vi har også haft nogle kraftige storme, hvor de fleste tage blæste væk, ligeledes røg vores vand forsyning. Alt er repareret og sat op igen.
En af vores ældste piger ønskede at blive gift. Hun har fået en god mand. Sidste år blev en anden af vores piger gift, begge har vi god kontakt med.
Når de kommer og besøger os, er der som regel en hel del kvinder med. Det er rigtigt godt. På den måde kan vi vise dem, at det er bedre for pigerne at få en god skolegang, bliver oplyste og dermed ikke få så mange børn, som de ikke kan forsørge.
Hermed kan vi være med til at give en forståelse for at stoppe disse børnebrude, som oftest kun er 12-14 år. Ingen af vores 2 unge kvinder har fået børn endnu.
Rigtig god sommer til jer alle.
Kærlig hilsen.
Yrsa

NYHEDSBREV DECEMBER 2011.12.18

 

Når jeg ser tilbage på det snart svundne år, er min første tanke en form for vrede. Endnu et år er gået uden, at vi har fået de endelige papirer på vores jord! Papirerne er ok nu; men så har” de” fundet ud af, at der var noget offentlig vej på vores jord. Det betød, at pludselig skulle jeg møde en eller anden boss, fik jeg fortalt. Men det var på et øde sted (hvad jeg selvfølgelig ikke anede noget om) med indiske ”embedsmænd” og 2 andre. Mødet bestod i, at der skulle forhandles om hvor meget de kunne få ud af mig, for at få papirerne godkendt, så vi kunne komme i gang med at indhegne, plante og så jorden.
Nu har så naboen til vores jord gjort indsigelser mod os, sammen med en endnu højere embedsmand. Endnu et forsøg på pengeafpresning! Desværre foregår der sådanne ”handler” hele tiden i Indien og disse mænd kan trække sagerne ud i årevis. Vi har heldigvis en god sagfører på, og han gør hvad han kan.
Håbet er så, at vi får vores byggetilladelse i det år, som vi er på vej ind i.

Vi har været nød til at skifte skole for 30 børns vedkommende.  De lærte ikke nok og sad så tæt, at det skete, at nogle af dem besvimede af varme og mangel på ventilation.
Prisstigninger har betydet, at vi skal af med flere skolepenge til bøger, uniformer mv. desuden får flere af vores børn ekstraundervisning. Vores  omkostningerne til skole er steget til ca. 110.000 kr. Det lyder dyrt, men der er til 78 børn. Så vi har nu lavet en ”skolefadder” ordning, som betaler 130 kr. pr. md.
I Indien er næsten alt steget med 14%. Fra jeg startede det første børnehjem i 2005 er en sæk kartofler og ris steget med ca. 30% –  det er rigtig meget, når vi skal mætte så mange munde, som vi skal.
Vi har fået regn dernede efter 3 år med megen lidt nedbør. Nu fik vi bare så meget, at der flere steder i Bihar var store oversvømmelser, Hos os var der ”bare” ælte og pladder. Det gjorde, at flere af vores børn fik børnesår og slangerne kom ud af deres jordhuler. Så på børnehjem 2 blev der slået flere meget giftige slanger ihjel.
Det var mange problemer og megen modgang, men lige nu har alle vores børn det godt. De glæder sig til første juledag, hvor de skal have julegaver, selvom de ikke er kristne nyder de december måned med juleklip og julesang.
Vi har haft mange danskere dernede i år, til dem skal der lyde en stor tak. Og ligeledes til hver enkelt af jer, som støtter børnene, enten som fadder eller støttemedlem.
GLÆDELIG JUL SAMT ET GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR.

Kærlig hilsen.
Yrsa

NYHEDSBREV DECEMBER 2011.12.18

 

   Når jeg ser tilbage på det snart svundne år, er min første tanke en form for vrede. Endnu et år er gået uden, at vi har fået de endelige papirer på vores jord! Papirerne er ok nu; men så har” de” fundet ud af, at der var noget offentlig vej på vores jord. Det betød, at pludselig skulle jeg møde en eller anden boss, fik jeg fortalt. Men det var på et øde sted (hvad jeg selvfølgelig ikke anede noget om) med indiske ”embedsmænd” og 2 andre. Mødet bestod i, at der skulle forhandles om hvor meget de kunne få ud af mig, for at få papirerne godkendt, så vi kunne komme i gang med at indhegne, plante og så jorden.
Nu har så naboen til vores jord gjort indsigelser mod os, sammen med en endnu højere embedsmand. Endnu et forsøg på pengeafpresning! Desværre foregår der sådanne ”handler” hele tiden i Indien og disse mænd kan trække sagerne ud i årevis. Vi har heldigvis en god sagfører på, og han gør hvad han kan.
Håbet er så, at vi får vores byggetilladelse i det år, som vi er på vej ind i.

Vi har været nød til at skifte skole for 30 børns vedkommende.  De lærte ikke nok og sad så tæt, at det skete, at nogle af dem besvimede af varme og mangel på ventilation.
Prisstigninger har betydet, at vi skal af med flere skolepenge til bøger, uniformer mv. desuden får flere af vores børn ekstraundervisning. Vores  omkostningerne til skole er steget til ca. 110.000 kr. Det lyder dyrt, men der er til 78 børn. Så vi har nu lavet en ”skolefadder” ordning, som betaler 130 kr. pr. md.
I Indien er næsten alt steget med 14%. Fra jeg startede det første børnehjem i 2005 er en sæk kartofler og ris steget med ca. 30% –  det er rigtig meget, når vi skal mætte så mange munde, som vi skal.
Vi har fået regn dernede efter 3 år med megen lidt nedbør. Nu fik vi bare så meget, at der flere steder i Bihar var store oversvømmelser, Hos os var der ”bare” ælte og pladder. Det gjorde, at flere af vores børn fik børnesår og slangerne kom ud af deres jordhuler. Så på børnehjem 2 blev der slået flere meget giftige slanger ihjel.
Det var mange problemer og megen modgang, men lige nu har alle vores børn det godt. De glæder sig til første juledag, hvor de skal have julegaver, selvom de ikke er kristne nyder de december måned med juleklip og julesang.
Vi har haft mange danskere dernede i år, til dem skal der lyde en stor tak. Og ligeledes til hver enkelt af jer, som støtter børnene, enten som fadder eller støttemedlem.
GLÆDELIG JUL SAMT ET GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR.

Kærlig hilsen.
Yrsa

NYHEDSBREV JUNI 2011.

Sommeren er kommet over os, men heldigvis har vi det ikke så varmt som I Indien. Børn og voksne stønner under varmegraderne dernede, som ligger og svinger ml. 42 og 45 grader Celsius lige nu. Alle sover de på taget af børnehjemmet, under den fri himmel, da det er for varmt i deres værelser.
Vores ko giver mælk nok til begge børnehjem, og de 2 geder bringer liv og glæde til børnene. Det er for os lidt underligt at se koen blive børstet og vasket op til flere gange om ugen. Den får kun udsat sit ”bad”, når vi ikke har vand nok. Det skyldes, at elektriciteten ind i mellem strejker.
Børnene har alle klaret deres eksaminer. Dejligt at se at de følger med, og for fleres vedkommende har de ydermere fået pæne karakterer.
Vores kostskole-drenge ligger ml. 90 og 93 point ud af 100…det betyder at de ligger som nogle af de bedste i klasserne. Drengene er mellem 12 og 15 år og har allerede bestemt, hvad de vil uddanne sig til. Det er bl.a. læge, ingeniør, lærer og advokat, så det er spændende om de får opfyldt deres drøm.
Alle madvarer, benzin, gas, skoleudgifter m.m. er steget rigtig meget helt-op til 14%. Det betyder, at vi ikke kan få det til at hænge sammen økonomisk. Og igen betyder det, at vi er nødt til at lade vores takster stige fra 1. september i år, sådan at et medlemskab stiger til 400 kr. årligt og fadderskab stiger til 170 kr. mdl.
Rita vores hjertebarn som gennemgik den store hjerte operation, har været til sidste tjek på hospitalet i Delhi. Lægerne er tilfredse med hende, men hun skal stadig passe på sig selv.
Papirerne til vores jord er ved at være i orden. Så jeg håber at vi kan begynde at bygge næste år. Det ville være dejligt at kunne samle børnene et sted.
GOD SOMMER….Og en stor tak for din/jeres støtte.
Kærlig hilsen.
Yrsa Solveig Grüning

NYHEDSBREV DECEMBER 2010

 

Nu lakker året mod sin slutning, det er koldt derude. Mine tanker går automatisk tilbage til, da jeg var en kort tur i Indien, her i sommer for at ordne forskellige papirer. Vi var oppe på 49 g. varme, så ønskede man sig en dejlig kold vinterdag….og lige nu er det bare omvendt.

Ja sådan er vi mennesker vel.

Året har været godt for vores børn, alle er kommet i skole nu, også de små.
Desværre er det betalingsskoler, vi har valgt disse fordi de offentlige skoler ikke altid fungerer efter hensigten. Det er vores største udgift, men det er nødvendigt, at børnene får en god skolegang, hvis de skal klare sig senere hen i livet.
Vi har haft enkelte børn, som har kunnet komme tilbage til deres familier, da disse nu har mulighed for at klare sig selv.
Det er primært børn, som vi har haft med fra starten af børnehjemmet. Det har betydet at vi har fået 6 nye børn.
Tak til jer der automatisk har modtaget et nyt barn.
Vi har fundet ud af, at det er meget svært for danskere at bo på børnehjemmene om sommeren. Vi er ikke vant til disse høje temperaturer, det måtte Michelle og Laura sande, da de var dernede i den mest hede periode. Alligevel klarede de sig fint.

Denne gang var vi 4 af sted. Ninna, høre-tale pædagog, som blev dernede i ca. 2 md., Pia som er lærer, Jens Erik som er fra Rotary Hundige-Ishøj, og undertegnede.
Udover en ordentlig omgang hovedrengøring af alt, blev der den helt store lusejagt. Der blev ordnet elektriske installationer, kloakudledning, malet køkken og badeværelser, sat nye klinker op, mm.
Vi fik købt 2 geder, som gerne skulle være med kid, det har de i hvert fald lovet, så vi venter spændt. Huset til de 2 geder blev lavet af bambus, tegnet af en dansk skibsbygger Dennis. Han og 2 andre fik lavet et meget flot hus…..men, men, men….der er nu blevet sat plasticplader rundt om huset, fordi gederne bestemt syntes, at de skulle stå og gnave i bambussen, når de blev lukket ind til natten.

Der vil komme en lind strøm af studerende, som vil blive på hjemmene fra 2-6 mdr. Det er rigtig rart for børnene, når danskerne er der i længere tid. Hver især kommer til at kende hinanden bedre, og derfor bliver udbyttet også større.

Rita vores hjertebarn skal opereres i januar måned. Det har været noget af en prøvelse for hende. Mange timers togrejse af flere gange, først til Padna hovedstaden i vores stat, siden hen til New Delhi, hvor togrejserne har varet op til 15 timer. Derefter i kø på hospitalet med 4-5 timers ventetid.Men nu skulle alle diverse prøver m.v. være på plads. Så nu mangler vi ”kun” nogle mennesker, som vi kan købe blod af. Det har været lidt svært, for man må kun købe blod af damer, der er mellem 25-30 år og mænd mellem 25-35 år. Mærkværdigvis er der ikke særlig mange, som ønsker at ”give” blod. De tror de mister et eller andet.

Dejligt nyt….Shambhu (børnehjem 2), også vores øverste leder for børnehjemmene, er blevet far til en dejlig stor søn. Og vores daglige leder for børnehjem 1, Namita har fået tvillinger, 2 små søde piger.

Amanda 19 år bliver til feb. måned. Så hun holder jul sammen med vores børn. Alle glæder sig. De 90 julegaver er blevet pakket ind før Ninna rejste.
Der er blevet lavet adventskrans og kræmmerhuse, samt bagt pebernødder.

Alle, der hjælper eller støtter os, sender jeg en stor tak. Det samme gør jeg til de grupper, som er involveret i børnehjemmene. I gør et stort stykke arbejde, tak for det.

I ønskes en velsignet jul samt alt godt i det nye år.

Kærlig hilsen

Yrsa Solveig Grüning

NYHEDSBREV MARTS 2010

Kære alle.
Vi er nu ved at føle os til rette på det nye lejede børnehjem.
Det ligger centralt for skole og indkøbsmuligheder, og børnene er rigtig glade for at være her, også fordi der er god plads til at lege udenfor.

Vi er så heldige, at vores nabo er en større lægeklinik. De har tilbudt os, at vi kan komme gratis med alle vores børn. Selv medicinen giver de os frit. Dette er en rigtig god ting, og vi benytter os allerede af det.

Der er blevet lavet 2 rum til danskerne, der kommer hertil som hjælpere eller som led i deres uddannelse. Så nu er der på hvert børnehjem plads til 2 danskere. Det er godt for os at have danskere dernede. På den måde vil vi altid have lidt mere kontrol med deres dagligdag, indkøb m.m.

Der er kommet flere børn til, så vi er oppe på 80 dejlige unger. Det er så godt at se, hvor hurtigt børnene falder til, bliver glade og får smil i øjnene.
På begge børnehjem er børnene i forskellige aldre. Det yngste barn nu er lille charmerende Lotus. Hun bliver så forkælet af alle de store. Selv drengene fra kostskolen slæber rundt på hende. Velfornøjet siger hun, ”jeg elsker min storebror”, og til mig siger hun ”Mammi kiss”.
Denne følelse at have så mange dejlige børn er bare så vidunderlig.

Børnene har fået udtalelser og karakterer. Den højeste karakter var 91.7 point ud af 100. Har vi ikke lov til at være lidt stolte? J

Der er flere udenlandske projekter, som er interesseret i at støtte os, bl.a. et fra Vancouver. De har betalt for, at vi har fået myggenet for vinduerne. Denne NGO har valgt os, som en ud af 10, som de gerne vil støtte. Med hvor meget ved jeg endnu ikke.
En anden, som har vist interesse, er søster Mary. De har været og leget og tegnet med børnene. Derfra vil der også komme et beløb, og en tredje er på vej.
Vores projekt er ved at blive internationalt kendt. Det er rigtigt dejligt, da der skal rigtig mange penge til, nu hvor vi er så mange.

Firmaet Miniature, som har støttet os helt fra begyndelsen med tøj og penge, har i år fået Mary McCartney til at designe deres børnetrøje. Der har vist sig at være et godt salg i den, så det bliver spændende at se, hvad det eventuelt indbringer af penge.
Yderligere har vi modtaget 50.000 kr. fra fonden Margrethegården. Rigtig dejligt at så mange støtter op om børnene.

Carsten Saunte og Nicole Saunte var med ude at se til deres barn, som bor på børnehjem 2.
Carsten er overlæge i øre, næse og hals-sygdomme, og alle børn blev grundigt tjekket.
Konklusionen var, at børnene havde en utrolig god helbredstilstand. Dejligt. J

Kender I det….der står en stor flok børn og kikker forventningsfuldt på en….må vi ikke godt få et fjernsyn?
Jublen ville ingen ende tage da svaret blev ja.

Tak til jer alle, fordi I støtter mit projekt – og en kærlig hilsen fra Yrsa.

Nyhedsbrev December 2009.

Kære alle medlemmer og sponsorer.

Atter et år hvor vi kan se tilbage på, at vores børn har det godt, trives og er glade.

Sygdom har vi ikke haft meget af. Det har mest været de nye børn, som er kommet til børnehjemmet.
Vi har nu 75 børn i alt.
Alderen varierer fra ca. tre et halvt år til den ældste unge pige.
Vi har hele tiden troet, at hun var omkring de 17-18 år, men den danske tandlæge Finn Normander, som var med dernede i marts, bedømte hende til omkring 22 år.

Alle børn og voksne fik et grundigt tandlæge-eftersyn, omkring 90 personer, og det er med stolthed, jeg kan viderebringe, at der kun var 5, der skulle have lavet noget ved tænderne.
Alle var i øvrigt i god helbredstilstand.

Vi har nu børn på en katolsk skole, på en buddhistisk, og vi er ved at undersøge, om vi kan få resten ind på en tempelskole.
Det er svært for at få 75 børn ind på samme skole, det er der ingen, som har kapacitet til, så vi prøver at finde de bedste skoler for alle, og derfor er der ventetid for nogle af børnene.

Vi vil flytte resten af børnene til et nyt sted lige uden for Bodh Gaya. Det er nødvendigt af hensyn til børnenes videre skolegang. Vi har ikke de fornødne redskaber til de højere klasser, og heller ikke mulighed for at fragte så mange børn på en gang.
For de flestes vedkommende kan de nu gå til skole.

Vi har været så heldige at Michael Falch og Poul Krebs stillede op i Bio Bernhard, Præstø. En rigtig fantastisk aften.

Igen i år var vi med på Roskilde dyrskue, senere i Luffes gård i Stege, hvor vi solgte ting og sager, som venlige mennesker har foræret os.

Det sidste tiltag var Startskuddet i Mern, hvor vi holdt en festaften med optræden af journalisten Vagn Simonsen.                                          Senere blev der spillet musik af og med Niels Hvid akkompagneret af Tom Folting.

Christina og Pia fra støttegruppen fik lavet 210 kalendere, som alle er blevet solgt.

Jeg takker alle i grupperne for en formidabel hjælp, det samme gælder alle de optrædende.
Også hver og en, der støtter op om projektet, får en stor tak.

Vi fik startet et kvinde-projekt op for 5 kvinder. De 4 fik en ged den 5. et svin, hver især skulle give en videre. Så nu er vi oppe på 10 kvinder.
Næste gang jeg kommer ned vil vi gøre det samme i en anden lille landsby. På den måde er kvinderne med til at brødføde deres familie.

Med ønsket om en velsignet og fredfyldt jul samt et lykkebringende nytår sendes i en kærlig hilsen.

Yrsa.

Rejsebrev juni 2009.

Kære alle.
Vi var 5 af sted denne gang: Finn, tandlæge, Anne-Marie, lærer, 2 unge mennesker, Mie og Morten, samt undertegnede.

Der er lagt billeder ind på vores hjemmeside fra turen.

Det var spændende at komme ud at se, hvordan det gik med det nye Børnehjem 2 i Bodh Gaya, som vi startede i 2008.
Om børn og voksne fungerede godt, om børnene trivedes på deres nye skoler, og om hvordan det var gået, når nu børnene fra de to børnehjem var skilt fra hinanden.

Alt gik over forventning. Som regel fik Børnehjem 1 i Kosila (8 km udenfor Bodh Gaya) besøg af Børnehjem 2 et par gange om måneden. Nogle gange var det omvendt.

Michael Falch og Poul Krebs optrådte i Bio Bernhard tidligere på året. Igen en kanon succes med et overskud på omkring 40.000. kr.
Det har vi bl.a. fået bygget en pavillon for på Børnehjem 2.
Her manglede vi et sted, hvor alle kunne være samlet.

Finn fik set alle børnenes tænder efter. Det var et meget fint resultat, han kom til.
Af alle børnene var der kun 3, der skulle videre til behandling.

Anne-Marie havde henvendt sig til Lego og derigennem fået en stor kasse legetøj med til Indien.
Som sædvanlig havde vi stor overvægt med. Men Finn Air har altid været enormt flinke ved os – så også denne gang gik det.

Morten og Mie gik med ind i hverdagen og dens gøremål. Det er dejligt at se, hvor glade vores børn er for alle de danske, som tager med derud.

Vi fik startet en lille primitiv skole i en afsides landsby udenfor Gaya, Vill-Jaitia.
Her kan voksne og børn lære at læse og skrive.

Fra børnehaven Skovmosen i Roskilde fik vi penge til en picnic tur for alle på børnehjemmet. Det blev til en uforglemmelig dag.
Der var ca. 70 børn og 20 voksne med.
Der blev badet under et stort springvand (smadder koldt, vi piger med alt tøjet på).

Kokken og hans hjælpere stod og kokkerede hele dagen. Det var enorme mængder børnene kunne sætte til livs.

En god nyhed er, at vi fik penge til en dejlig stor bil med aircondition og plads til 20 børn.
Aircondition er ikke luksus, der er op til 47° C. derude lige nu.

De fem drenge, der er på kostskole, har det godt, og de har vænnet sig til at være hjemmefra. Som en af dem sagde: ”Mam vi savner jer alle sammen hver dag, hvert minut. Men vi ved at dette er vores chance til senere at gi’ hjælp tilbage til børnehjemmet”.

Med dette vil jeg slutte og sige tak til hver enkelt af jer som støtter os.

Kærlig hilsen
Yrsa

NYHEDSBREV DECEMBER 2008

Kære alle.
Sunway Children Home har igen haft et forrygende år. Det startede med koncerter af Sebastian (Overskud: ca. 48.000 kr.). Aftenen var efter alles mening helt igennem fantastisk.
Hundige-Ishøj Rotary og Michael Falch havde lavet en aften som ligeledes var helt ovenud (Overskud ca. 100.00,00 kr.).
Senere modtog vi en stor check fra Miniature på 11.000 € (ca. 82.000 kr.) samt fra Rotary Vordingborg ca. 28.000 kr. til mikrolån og børn på kostskole. Fra Miniature tillige en masse dejligt tøj til børnene. Vores stand på Roskilde dyrskue indbragte 15.000 kr.
5 af vores børn har bestået optagelsesprøven til en rigtig god kostskole ikke så langt fra vores hjem i landsbyen Kosila 8 km udenfor Bodh Gaya. I starten led de meget af hjemve, men nu er de glade for at være der.
Som på andre kostskoler er de kun hjemme i ferier og på helligdage.
Børnene her sponsoreres af Miniature, Rotary Vordingborg, Rotary Hundige-Ishøj, samt to private sponsorer.
Den 1. december 2008 startede jeg et nyt børnehjem i byen Bodh Gaya. Hertil er 25 af vore 70 børn i Kosila overflyttet. De har alle fået plads på gode skoler. Tiden var kommet til, at de store børn skulle have mere undervisning end det, vi kunne give dem på vores egen skole.
Også disse børn har været igennem en test, og alle bestod.
Vi er så heldige at have en dansk kvinde på hvert hjem. Adiba Lange bor på børnehjemmet i Bodh Gaya og Birgit Lilian Hansen i landsbyen Kosila. Et godt bindeled mellem os og børnehjemmene.
Vi har nu vaccineret over tusind børn. Lige for tiden er det primært leverbetændelse, vi vaccinerer imod.
Vi giver stadig nogle børn og voksne mad eller penge til mad. Nogle har vi kunnet ophøre, fordi de nu kan klare sig selv, mens andre er kommet til.
Det sidste barn er bragt til os af en indisk organisation, som fortrinsvis hjælper psykisk syge kvinder. Det er en lille pige omkring 5 år. Faderen er død, moderen er forsvundet, og landsbybeboere har taget sig af hende indtil da.
Den 1. januar 2009 nedlægger vi vores skole i Kosila for alle andre elever end vore egne.
Kommunen har nemlig bygget en stor skole næsten lige ved siden af os til landsbyens børn. Et godt offentligt initiativ, som forhåbentlig bliver velfungerende.
15 af børnene er dog meget intelligente. Dem prøver vi at få til bedre skole i Bodh Gaya.
Der vil komme en del billeder på vores hjemmeside først i januar. Fotograf Ole Hansen skal lige have redigeret billederne. Vi, Selma, Ole og jeg, kom først hjem den 11. december.
Vores engagementer og vore projekter i Indien vokser stadig. Det betyder, at jeg ikke kan klare det hele alene og at vi må være flere i samarbejde.
Derfor er vi nu en mikrogruppe på tre personer med det formål at rejse penge til projektet, og
en udviklingsgruppe, der barsler med nye idéer. Det kan være arrangementer, kontakter til erhvervslivet, og kontakter via medierne til offentligheden.
Støttegruppen hjælper til på mange måder ved arrangementer m.m.
Tak til alle, der støtter op om projektet, alle medarbejdere og alle bidrag – vi har brug for det hele.
Jeg ønsker jer alle en glædelig Jul samt et godt og velsignet Nytår.

Den 17. december 2008                                           Kærlig hilsen Yrsa Solveig Grüning.

Nyhedsbrev august 2008

Vi har den store glæde at kunne fortælle, at 5 af vores drenge har bestået optagelsesprøven til Gyan Kostskole. Det er en meget anerkendt skole, hvor eleverne har et gennemsnit på 93 ud af 100, når de går ud af skolen. Der er 12 klassetrin. Herefter kan de gå på universitetet.

2 a disse elever vil være læger, 2 vil være advokater. Den lille (ca. 10 år) ved endnu ikke, hvad han vil.

Her sender jeg en stor tak til vores dygtige lærere. Uden dem var vores børn ikke nået så langt. Men også vores utroligt flittige elever skal have en stor tak, for at de virkelig gør en kæmpe indsats for at dygtiggøre sig.

Yderligere 10 elever skal til optagelsesprøve nu. Disse børn skal sove hjemme efter eget ønske. Vi får selvfølgelig øgede udgifter til skolegang, men det er nødvendigt at få vores børn sådanne steder hen. Derved kan de vise vores andre elever, at selvom man er kasteløs eller lavkaste, så er det muligt at ændre på sin tilværelse, hvis man får chancen for det.

I september eller oktober flytter vi de ældste elever til Gaya, en meget stor by med omkring 1 mio. indbyggere. Vi vil tage omkring 20 børn med os sammen med en dansk dame, Adiba, på 51 år. Det er rigtig dejligt, at hun vil blive hos os de næste par år.

Vi flytter bl.a. de store børn, fordi vi mangler lokaler til fysik og edb. Disse ting er vigtige for eleverne i deres fremtidige virke.

Så er der nogen, som vil donere lidt ekstra penge til vores elevers skoleophold, kan bekøb Indsættes i Møns Bank, reg. nr. 6140 – konto nr. 0004048383

Kærlig hilsen Yrsa Solveig Grüning

Nyhedsbrev april 2008

Sebastian optrådte d. 11. februar for fulde huse I Bio Bernhard, Præstø: Det var en fantastisk medlevende aften. En stor tak for de 48.000 kr.
Den 18. februar optrådte vores ambassadør, Michael Falch, i Ishøj koncertsal. Det blev arrangeret af Greve/Hundige Rotary. Det var ligeledes en fantastisk aften. Alt var udsolgt
Overskuddet herfra blev/bliver der arbejdet videre på. På nuværende tidspunkt er vi oppe på 105,00,00 kr. Det er bundne penge, som bl.a. skal gå til en bil, så vi kan komme rundt i landsbyerne, når vi f.eks. er ude og samle børn til vaccinationer mod TB og hepatitis.
Rotary i Mombay er også inde nu og vil støtte os papirmæssigt og, ser det ud til, lidt økonomisk.
Tøjet, vi havde med os denne gang, var for det meste vintertøj og kom primært fra (også en af vores store sponsorer), MINIATURE. Det er fantastisk flot tøj, det er dejligt, at vores børn er så godt klædt på til den kolde tid. Selv om der ikke er frost om vinteren, kan det komme ned på et par grader om natten. Når der ikke er glas i vinduerne, er det rigtig koldt.
Christina Bonde, 32 år, var med mig denne gang. Det var en stor glæde at se vores børnehjem fungere så godt. Selv om der bor 62 børn på hjemmet plus et par stykker, som er hos os om dagen, (sover hjemme), føler jeg, at medarbejderne når ud til hvert enkelt barn.
Ingen af børnene virker bange eller nervøse, triste eller kede af det. De udviser stort engagement for skole og skolearbejde.
5 af de store drenge er begyndt at undervise nogle af de mindre børn. De 4 af dem underviser i engelsk og en i matematik. De er mægtig stolte og glade for dette lille job. Det kan være lidt svært at udfylde en hverdag for drenge fra 14 til 16 år, hvis de ikke har noget, der ”fanger” dem. Flere af de store piger hjælper ligeledes med skoleopgaver.
Alle børnene er ved at afslutte skoleåret, men det er så varmt nu, så de starter ved 06-tiden og slutter, før der er for hedt. Varmegraderne sniger sig op over de 35 grader, og selv om vi har ventilation i hvert rum, er det ikke nok til at holde varmen ude.
Vi har stadig ikke fået papirerne, så vi kan bygge. Vores advokat mener, der kan gå et halvt år endnu. Tålmodigheden bliver sat på prøve her.
Alle vores 62 børn var vokset så meget, at de skulle have nyt sommertøj fra yderst til inderst. Det var lidt af en dyr omgang.
Vi fik også købt engelskbøger til hele næste skoleår.
Sidste gang jeg var på besøg, havde jeg lovet dem, at vi skulle på udflugt. Det havde de bestemt ikke glemt. Deres store ønske var at opleve en sø, hvor de kunne bade. Vi lejede en bus og startede hjemmefra 06.00. Ungerne sang og jublede, da vi drog af sted. Det gjorde de faktisk mere eller mindre på hele turen
. Efter små 3 timer var vi på bestemmelsesstedet, der lå meget smukt oppe i bjergene med en stor sø. Vores 2 kokke var med samt resten af personalet og enkelte skolebørn, som havde hørt om vores tur. Så vi var 80 personer, og vores kokke havde travlt hele dagen. Børnene ville gerne have fisk. De blev købt og renset i vandkanten. Der blev badet og leget, hygget og lavet sjov, helt igennem en rigtig dejlig dag. Vi var hjemme omkring kl. 22.00, nogle trætte unger (og voksne)
Alle gik omgående til ro.
Desværre forekommer der til stadighed nye tilfælde af TB. Især var der en lille pige, som de kom med, der gjorde et stort indtryk. Hun havde et stort hul ind ved brystbenet og under armen. Og op ad halsen var der en slags bylder, som ville blive til store sår. Hun blev øjeblikkeligt bragt til en speciallæge og er sat i behandling. Dette skal hun fortsætte med i et helt år. Tb udvikles på mange forskellige måder, ikke kun ved hoste. Hos nogle børn går væksten mere eller mindre i stå, andre får sår som ovenfor beskrevet.
Vores store børn på børnehjemmet skal have 5. klasse med (højere end i Danmark!). Derefter skal de til Mombay , hvor de skal på en rigtig god skole, så de kan gå videre på universitetet.
Det bliver Mombay, fordi jeg er ved at opbygge et sted, hvor vi kan hjælpe nogle af de arme børn ud af sexslaveriet. Desværre er der i denne by et meget stort opbud af denne uhyggelige form for slaveri.
I 2009 skulle der gerne være et sted der, hvor vi kan bo.
Det sidste nye på vores børnehjem er, at der er blevet oprettet 2 grupper, der skal undervises af en skrædder i et helt år. De skal sy til vores børn og reparere deres tøj. Alle vil få et sæt sommertøj og vintertøj til hele familien. Når året er omme, vil de få udleveret en symaskine gratis, så de derved kan forsørge deres familier.
Næste gang jeg kommer til Kosila, vil papirerne til Mikrolån være færdige. Her vil være en mulighed for kvinder til at låne til geder, høns, eller hvad de nu ønsker. Ideen til denne type projekt startede i Pakistan og har bredt sig til flere lande med stor succes.
Der er heldigvis blevet en større interesse fra folk udefra om at komme ned og være på børnehjemmet i kortere og længere perioder. Det er en udvikling, som vi skal holde fast i. Alle på børnehjemmet er glade for disse besøg, da det lærer dem en bedre udtale af det engelske sprog og giver dem andre input i hverdagen end de vanlige.

EN TAK TIL JER ALLE FOR HJÆLP OG STØTTE.

Kærlig hilsen Yrsa Solveig Grüning

Nyhedsbrev dec. 2007.

 

Kære alle.

I INDIEN:

Året, der er gået, har været et godt år for vores projekt.

Vi har haft unge mennesker boende til stor glæde for både børn og voksne. Foruden at Aske og Katrine talte engelsk med børnene, underviste de i skolen. Herved får vores børn en bedre udtale til gavn for dem selv og deres fremtid. Afslutningen på opholdet var udarbejdelsen af en stor collage, som børnene sammen med Aske og Katrine havde brugt lang tid på. Den pryder nu vores klasselokale. Hvert barn har fået lavet sin egen case story, med billede, dets baggrund, og hvad han/hun har fejlet året igennem.

I skolen går det godt: alle vores børn har bestået de obligatoriske prøver, som forlanges af regeringen. Børnene er utrolig flittige, og de bruger ofte en ledig stund til at læse lektier. Alle véd, at skolegang og uddannelse er vejen frem.

Vi har ansat en mor til at bo på hjemmet, sammen med sine 2 børn. Hendes mand var død, og dermed var hendes økonomiske baggrund meget dårlig. Det betyder, at hun primært skal passe de små nye og ellers indgå i det daglige arbejde.

De går godt med voksenklasserne, hvor de lærer at sy, så de kan tjene til dagligdagen, når kurset er færdigt. Hjertebarnet Reta har det også bedre.

Desuden har vi stadigvæk nogle ældre og nogle familier, som har behov for økonomisk støtte, til at købe mad og tøj for.

Lægen Sanjy Mishra, som var medlem af vores Foundation, har vi måtte afskedige på grund af uoverensstemmelser i regnskabet. I stedet har vi ansat en ny, som kommer 2- 3 gange pr. måned, og som ikke har noget med penge at gøre. Det betyder, at folk nu selv må betale for deres medicin, men at lægehjælpen er gratis for hele området. Dog går vi stadig ind og støtter med medicin, hvis familien ingen midler har.

 

FREMTIDSMÅL:

Jeg har sat et T.B. projekt i gang, hvor målet er, at vaccination for 5.000 børn i hele området gerne skulle kunne blive en realitet inden for de næste 2- 3 år.

Hvor kommer pengene fra? Ja, i år har vi været så heldige at firmaet MINIATURE, som har designet en meget smuk serie af børnetøj, har produceret nogle rigtig flotte bluser, som du kan se på vores hjemmeside. Al overskuddet gik til vores børnehjem. Beløbet blev 75.000 kr. Vi har brugt de fleste af pengene på inventar, skolebøger, en ny brønd, læge og hospitalshjælp, nye skoleuniformer, tykke vinterbluser m.m. Ud over denne flotte pengegave får vi en masse tøj til vores børn. Med stolthed kan jeg sige, at der ikke findes et børnehjem i hele Bihare, hvor børnene er så godt klædt på. Af befolkningen får vi også tit at vide, hvor godt vores børn har det. Dejligt!

Og igen i det nye år vil MINIATURE yde et bidrag til os ved at producere nye bluser, hvis samlede overskud går til vores børnehjem.

ROTARY i Greve/Hundige har givet tilsagn om, at de også gerne vil støtte vores projekt. Foreløbig vil det være til fordel for vaccination mod T.B. og hepatitis. Endvidere bliver det til endnu mere samarbejde med Michael Falch, vores ambassadør. Der vil blive arrangeret en stor koncert i februar måned, hvor hele overskuddet tilfalder os. Du kan få mere information herom på vores hjemmeside.

 

TAK:

ALLE som har givet store og små beløb siger jeg en STOR TAK til. Uden jer kunne vores projekt ikke lykkes så godt!

En lille ting skal i lige høre: Jeg var ude at holde et foredrag, da en ældre dame henvendte sig til mig i pausen. Hun og en veninde havde holdt haveblomstersalg til fordel for børnehjemmet med et udbytte på 600 kr. Det skal nævnes, at de kun har deres pension og er 82 og 84 år. En meget smuk gestus!

 

BØN:

Hvis I har lyst og mulighed for det, modtager vi med glæde et beløb, for vi har et meget stort ønske: at få bygget et nyt børnehjem, som er vores eget. Det beløb, som ROTARY donerer, må ikke bruges på bygninger, men vi må gerne bruge dem til inventar.

Vi har 52 børn nu, og der er faktisk ikke plads til så mange, men hvordan kan vi f. eks sige nej til at modtage børn. Lad mig give et eksempel. De sidste 2 børn, vi modtog, inden jeg rejste fra hjemmet denne gang, var en dreng og pige. Begge deres forældre var døde af tuberkulose, og bedsteforældrene også borte. Når børn er overladt til sig selv, bliver de som regel taget til en eller anden form for slavearbejde. Her kom landsbyens beboere med pigen, mens drengen var taget af en caféejer, der tvang ham til at arbejde mellem 12 og 15 timer. Drengen er kun omkring 9 – 10 år gammel. Vi måtte have hjælp fra politiet og byens ældste, før vi fik ham frigivet fra den by, han var blevet ført til.

 

I ØNSKES EN VELSIGNET JUL OG ET RIGTIG GODT NYTÅR:

TAK TIL HVER ENKELT.

Kærlig hilsen Yrsa Solveig Grüning